Til alle studenters mødre

At være mor

Reklamer

Vinderen er fundet

DEN TABTE TID af Mimi Kirstine Jensen
(Red. af ORDsager)Der sidder to damer på perronen. De venter på det næste tog ”Så sidder vi her og kikker,” siger den ene, ”ja der sker ikke meget her” siger den anden. Toget kommer i det samme buldrende ind på stationen. Damerne stiger ombord. De er på vej til København. Toget kører præcis kl. 9.00 helt efter køreplanen. ”Meget mærkeligt” tænker den ene dame, ”DSB kører jo aldrig til tiden.”
Toget kører med fuld fart denne morgen. Der er en ivrig snak rundt omkring i vognene. Der er andre, der ligesom damen undrer sig over, at toget kører til tiden. Toget triller ind på Københavns hovedbanegård, og folk skynder sig ud. Alle har de noget, de skal nå. Damerne stiger af toget, og siger farvel til hinanden, og forsvinder i hver sin retning.
På perronen står der en lille pige sammen med en ældre dreng. De har begge to en rullekuffert med. Den ene med Star Wars og den anden med Minnie Mouse. ”Kommer mormor ikke snart, jeg skal tisse Jonas,” siger den lille pige og hiver ham i ærmet, imens hun hopper op og ned.
”Jo hun skulle være her nu,” siger han og kikker bekymret på mobilen.
I det samme kan de se, at mormor kommer stormende i en af hendes store farvestålende kjoler, med det røde hennahår slået ud over skuldrene. ”Hej, hej unger trafikken var frygtelig, men nu er jeg her.”
”Mormor, mormor jeg skal tisse lige nu,” hulker den lille pige.
”Jonas kom med, ” siger mormor. Hun griber lille Lines hånd, og de løber afsted imod toilettet. Jonas halser efter dem med rullekufferterne på slæb.
Jonas står og kikker på togene, på folk der haster forbi, og på hans mobil, imens han venter på mormor og Line. Pludselig er der en hjemløs mand, som snakker til ham. ”Hvad laver sådan en lille dreng her i storbyen?” Jonas siger ingenting. Mor siger han ikke må snakke med fremmede, og det er manden jo.
Men manden ævler videre, ”skal du mon i Tivoli eller ind og se dronningens slot?” Jonas afbryder manden, som heller ikke lugter så godt, han lugter lidt ligesom, der lugter ude på farfars gård med dyr. ”Min mor siger, jeg ikke må snakke med fremmede, så du må hellere gå nu.
”Min mormor kommer om lidt, og hun er en skarp madam kan du tro.” Jonas puster sig op, så han ligner en lille opblæst hane. Manden nikker og går videre. Han har en barnevogn fyldt med ting, som han triller afsted med.
Nu kommer mormor og Line. ”Mormor, ham manden ville næsten ikke stoppe med at snakke. Hvor er jeg glad for, at du kom. Jeg blev lidt bange for ham.” Jonas klamrer sig nu til mormor, selvom han er en stor dreng på 10 år. Mormor giver Jonas en krammer og siger, ”der er så mange mærkelige mennesker, og de hjemløse folk er som regel fredelige. Undskyld jeg ikke tog dig med ind. Jeg tænkte mig vist ikke lige om. Er du okay nu, Jonas?” Mormor kikker undersøgende på ham. ”Mormor, jeg er da for stor til at gå med på pigetoilet, og jeg har det fint,” siger Jonas meget bestemt.
”Det er i orden, så går vi. Hvor skal vi hen først? Skal vi have en is? Eller skal vi have en hotdog?”
”Vi vil ha’ is,” siger de begge i kor.
De går sammen med mormor hånd i hånd hen til iskiosken og får hver en stor softice med krymmel.
Den hjemløse mand triller stadigvæk rundt på hovedbanegården. Han holder øje med togene. Det er en mærkelig dag. Alle togene kører til tiden. Det har han i de 9 år, han har trillet rundt her og samlet flasker, aldrig prøvet. Folk opfører sig også anderledes. De er mere glade. De smiler. De hilser på hinanden. Han ryster lidt på hovedet og tager sig en øl nede fra vognen. Det var den sidste …
Måske skulle han prøve og lægge de grønne flasker på hylden denne gang, opsøge kommunen og bede om hjælp til tag over hovedet.
Men det er svært. Han er jo en fri fugl. Han vil helst gå sine egne vegne og ikke gøre, hvad andre siger, han skal. Han betragter det næste tog, der kommer ind klokken 10.45, lige til tiden. ”Det var som pokker,” tænker han
Ud af toget stiger der en masse mennesker. Holger, som den hjemløse hedder, står og stirrer.
Nu træder der en meget lang mand ud. Han er nok to meter høj i et umage jakkesæt, og ved hans side er der en lille bitte tyk mand, der også har jakkesæt på. ”De ser mystiske ud, som fra en anden verden, nu må jeg hellere lægge alkoholen på hylden,” tænker Holger bestemt.
De går gennem menneskemængden, og sigter målrettet efter Holger og hans barnevogn. Holger prøver at gemme sig bagved barnevognen, men det går ikke så godt.
Han er blevet for tyk efter alle de år med de grønne flasker, så hans mave stikker frem. Den høje mand bukker sig ned. Det ser komisk ud. Han ligner nærmest et U på hovedet.
Holger kryber sammen, ”nej, nej jeg gør alt, hvad du siger, bare du lader mig være,” stammer Holger. Imens går verden omkring dem videre, som om intet er hændt. Den høje mand griner af ham, ”Vi har holdt øje med dig Holger. Du er en meget særlig mand. Du passer godt på tiden.”
Nu kikker Holger forundret op på ham, ”I er ikke kommet for at slå mig ihjel??” pruster han lettet, så hele hans lille krop hopper. ”Nu begynder den lille mand at snakke med en skinger stemme. ”Du kan være den, der ændrer det hele. Der er kommet to meget særlige børn til byen i dag. De skal hjælpe dig. År 2016 er et helt specielt år. Hvis vi de næste fire dage kan få alle folk til at passe lige så godt på tiden som dig, så er fremtiden reddet.
Holger kikkede tænksom på dem. Hvad havde han at tabe … Intet. ”Fortæl hvad jeg skal gøre, så gør jeg det,” sagde han opgivende. ”Men så vil jeg gerne bede om et måltid mad og noget at drikke, og helst noget uden procenter for at holde hovedet klart.” De to mænd sagde med to ens stemmer, ”aftale! Vis os, hvor madstedet er.”
Gad vide om de er robotter, eller måske rumvæsner,” tænkte Holger. Der var stadigvæk hektisk aktivitet på banegården. Temperaturen sneg sig op på 20 grader, og folk var kommet i sommertøjet. Han tænkte på, hvad alt det tosseri skulle føre til. Men for første gang i lang tid var han ikke bange for at lave fejl.
De går under uret og træder ud i det københavnske byliv. Der er fart på. Japanske turister, folk der cykler, biler der brummer utålmodigt, når der er rødt lys. Holger peger på en Burger King, ”der kan vi få en bid mad.” Ellers tak, vi er vegetarer og spiser ikke kød, ” siger de to mænd. ”Nå, okay jamen så find I et sted …”
Der kommer et lysglimt, og Holger føler, han flyver gennem luften. Han lander på en stol med et bump. ”Hvad søren sker der her?”
”Vi flyttede os bare i tiden, se her. Her kan man få ordentlig mad.”
De stod i en lille butik, hvor der emmede af natur. Bagest i butikken var der et lille åbent køkken. Der gik en kok og lavede mad. Han kikkede op og sagde: ”Hvad kan jeg hjælpe jer med?”
”Vi vil gerne bestille tre x dagens specialitet,” sagde den høje mand. De sætter sig ved et træbord. Holger ser sig omkring. Der er smukt indrettet. Det er som om, skoven er flyttet indenfor. Der er også et lille vandfald, så der er en konstant beroligende lyd af vand, der risler.
Holger kikker på de to andre, ”Hvorfor må jeg være her? Jeg plejer at blive smidt ud.” Kokken her ser, hvad han vil se. Her ser han tre sultende folk,” grinede den høje mand. Kokken kommer med deres mad. Det ser lækkert ud. Også her er naturen i højsædet med masser af grønt i alverdens skønne farver. De kaster sig sultne over maden, og den bliver indtaget i stilhed.
Den høje mand starter samtalen op igen. ”Nu er det tid til, at du må ud og finde de to børn. Jeg har en telefon her, hvor du altid kan komme i kontakt med os. Der dukker sikkert spørgsmål op undervejs.” Den lille mand bryder ind, ”Det første I skal gøre er at finde Rundetårn. Der vil helt sikkert være det første svar på at få styr på tiden igen.”
Holger sagde farvel til de to mystiske mænd og begav sig til togstationen for at finde et tog imod Rødovre. Han var nemlig endt i Valby.
Han tænkte igen over det mærkelige lysglimt. At tænke sig, at man kunne rejse på den måde i 2016.
Han steg på toget. Klokken 12.32 var han på Rødovre station.
Han fandt hurtigt mormors hus. Det var en gammel rødstensvilla med en smuk have, hvor børnene legede. Han tænkte over, hvordan han skulle få henvendt sig til dem, uden at de troede, at han var en børnelokker.
Så sprang han ud i det. Børnene kikkede forundret på den forhutlede mand, der pludselig stod i mormors have. ”Mormor!” skreg Line op … Mormor kom ud og kikkede også på manden, ”hvad laver du her?”
Holger begyndte at snakke og snakke. Mormor sagde, ”Stop lige en halv, kom med ind og få en kop kaffe. Jeg tror jeg har noget aflagt tøj fra min mand. Og så kan du få et bad.” Line stod og holdt sig for næsen. ”Line sådan gør man altså ikke,” sagde mormor lidt skrapt. Jonas var vågnet op, ”Det er jo dig – dig der var på banegården,” udbrød han.” ”Ja ja det er mig,” sagde manden.
Lidt senere sad de ved køkkenbordet i det hyggelige lille køkken, hvor alt var lyseblåt og inspireret af Madam Blå. ”Altså du siger, at Line, Jonas og du er en slags udvalgte?”
”Ja, se her. Jeg har fået denne her af dem.” Holger viste dem den meget specielle telefon, der så endnu mere high tech ud end den nyeste iPhone. Han havde fortalt hele historien til dem, og mormor sagde god for, at de måtte tage af sted.
Mormor pakkede en lille rygsæk til dem hver og sagde, ”skal I bruge hjælp, så ring.”
”Det skal vi nok mormor, ” sagde Jonas og gav hende et kram. Line var lidt betuttet, mormor gav hende et kram, ” du skal se Line, det bliver en spændende tur, og du har verdens bedste bror til at passe på dig.”
De tog toget ind til byen, og fandt hurtigt Rundetårn, ”Hvad er det for et tegn, vi leder efter,” spurgte Jonas Holger. Jeg ved det faktisk ikke, men lad os gå op og kikke … De travede op igennem tårnet. Der var masser af turister. De var på vej op og ned. Da de trådte udenfor, så de straks den due, der landede med et brev. ”Hurtigt, kik, hvad der står,” sagde Holger. Jonas læste gåden højt:
Nu står I ved rundetårnets top, tiden rende i en kop, af og til snegler den sig op, I skal finde gåde to under den gyldne globus.
”Jeg ved det, sagde Line, det er sneglekirken.” Jonas grinte, ”du mener Vor Frelsers Kirke”. ”Ja, den der med bolden og den grimme mand”, sagde Line.
”Så skal vi over Knippelsbro. Kom vi har ikke meget tid at spilde,” sagde Holger. Han var en forandret mand, der var på en mission. Turen nedad gik stærkt. Jonas kørte på sine nye rullesko. Han var ved at vælte alle. Line og Holger løb bagefter. ”Jeg vil også have rullesko,” hylede Line. Da de kom ned, ringede Holgers telefon. ”Skynd dig at tage den,” sagde Jonas. Han snuppede mobilen og svarede.
”De siger vi har mega travlt, og hvis vi taster en kode på telefonen, så kan vi rejse gennem byen, og så er vi ved kirken på ingen tid,” sagde Jonas.
”Koden, hvad er koden? 27×43? Holger kan du hjælpe os?” Holger tænkte sig grundigt om. Han havde jo en gang været god til matematik i hans andet liv som civil borger. ”Det er 1161.” ”Yes, det er rigtigt, sagde Jonas.”
”Tryk det ind nu!”
Det glimtede, og de fløj højt op over byen. Den så smuk ud, sådan lidt fra oven. De klamrede sig til hinanden. Turen var vild. De var stive af skræk. Nu fløj de over Knippelsbro, og vups så landede de på tårnet af Vor Frelsers Kirke. De var alle lamslået af synet over byen. Line græd. ”Der er langt ned. Mit hoved snurrer rundt.”
”Så så,” Jonas trøstede hende og gav hende en krammer.
Det var koldt og blæsende deroppe, og de måtte være hurtige for at finde næste ledetråd. ”Se på taget,” sagde Holger og pegede på en af blikpladerne. ”Der er den.” Han gjorde sig så lang han kunne og fik fat i sedlen. Han havde nær fået overbalance. Line og Jonas skreg og holdt fast i ham. ”Pyha det var tæt på,” sagde ham, og blev helt hvid i hovedet og satte sig ned.
Gåde 2: Ved et prægtigt slot en have gror, så smuk som noget her på jord. Den dufter som en forårsdag, og giver alle velbehag.
De kikkede alle på hinanden og tænkte … ” jeg ved det, jeg ved det,” sagde Jonas og hoppede op.
”Det er Rosenborg Slot, vi må straks afsted.” I det samme tikkede en sms ind, hvor der stod: ”Godt gået, regn igen, og I er på farten … 7x3x24?”
”504,” sagde Holger uden at blinke. Han var i sandhed vågnet op.
Hold fast. Nu flyver vi. Denne her gang slappede de mere af, for de vidste, hvad der skulle ske. Byen var delt op i små sjove rubrikker i forskellige farver. Adskilt af de grå streger, som var veje. De kunne tydeligt se det store grønne område, da de nærmede sig Kongens Have og Rosenborg slot. ”Wuhu, nu er vi der snart,” jublede Line, hun var blevet helt fortrolig med at flyve. De landede majestætisk foran slottet. De kikkede alle på det smukke syn. ”Hvor er det smukt, og herinde bor dronnings juveler,” sagde Jonas lidt gammelklogt. ”Hvad er kjuvejler for noget?” spurgte Line forundret.
Holger begyndte at forklare, men i det samme skete der noget.
Der tikkede en sms ind: ”Tiden er snart gået, I må skynde jer!!”
Himlen trak sig sammen, og det begyndte at buldre i det fjerne. Der skød et lyn igennem luften, regnen stod ned i stænger og gennemblødte dem alle. ”Skynd jer, vi må i ly!” råbte Holger. Han prøvede at overdøve regnens larm og de høje tordendrøn.
Ud af det blå kom der riddere på heste, iført tunge rustninger. Der kom fodfolk marcherende og stillede op på række. Der var en general, der råbte, ”Der er udbrudt krig i Danmark, vi må alle ofre noget!” Soldaterne begyndte at synge, ”I Danmark er jeg født”. Hestene vrinskede og var meget urolige.
På himlen larmede det med flytrafik. Alt var et stort kaos. Dette var Ragnarok.
De løb ind i en af de store sale. Der var ingen folk at se, men der stod en meget fin dame, som så ud til at komme fra en anden tid. Hun vendte sig rundt. Hun var guddommelig smuk og bar de smukkeste smaragder og brillanter. Hendes kjole var koboltblå og var i glat silke. Holger knælede ned, ”De må være Caroline Amalie, deres højhed,” fremstammede han.
De to børn havde trukket sig i baggrunden. ”Det er Christians den 8.s kone,” hviskede han til Line, der stod måbende. Dronningen smilede til dem og sagde, ”kom bare nærmere, børn, jeg bider ikke. Men jeg har jeres sidste gåde. Kan I løse den … så har i reddet jeres og alle andres tid.”
Ude i min have, er der en frygtelig masse at lave. Der er plads til leg.
Men der er også tid til at ro, og at se det hele gro.
Kan i gætte navnene på de tre stier der er i min have?
De så alle på hinanden, og de kunne høre larmen udenfor intensiveres. Tiden var ved at være knap, hvis de skulle nå det. ”kom nu,” tænkte Holger. Han tænkte så det knagede.
”Jeg har det!” råbte han glad og dansede rundt. Kavalergangen, Damegangen og Husallé.
De krammede alle hinanden. Nu var alt reddet. Caroline Amalie smilede til dem, og tonede langsomt bort.
”Nu kan vi komme hjem til mormor, og få saft,” sagde Line glad.
På Hovedbanen gik tiden nærmest i stå. Alle folk stoppede op. Bilerne holdt stille. Moren, der gik med sit barn i klapvognen, så op fra sin smartphone, og så den lille pige smile, og lavede sjov med hende. Cyklisten og bilisten, der havde råbt at hinanden, begyndte at snakke sammen. Vildt-fremmede hilste på hinanden og sagde goddag. Der sad folk på bænkene og delte deres madpakke eller take away. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Det bliver en god dag.

Synes godt om

 

Synes godt om

 

Vild med

 

Haha

 

Wow

 

Ked

 

Vred

Kommenter

Kommentarer
ORDsager
Skriv en kommentar …

Forårskonkurrence

ORDsager ser frem til den lyse tid, som kommer …

Alle, som bare ikke kan lade være med at skrive, indbydes hermed til at forfatte en munter novelle skrevet på dansk ( Højest 10 sider á 375 ord) inden d.1. maj.
Vinderen får:
– En positiv udtalelse/anmeldelse af novellen.
– Gratis korrekturlæsning/redigering
– Novellen og forfatteren selv bliver vist og promoveret her på siden.
– En hemmelig gave